Spring til indhold

Hvalp fra os

Generelt
IMG_4149 (Small).JPG
Over 20 års erfaring med at finde de rigtige familier til vores hvalpe har ikke gjort os mindre omhyggelige med at evaluere den enkelte hvalps temperament og behov med de  potentielle hvalpekøberes erfaring og ambitioner. Den stærke, selvsikre charmerende han er sjældent den rigtige match til en børnefamilies første Ridgeback og den smukke blide tæve er måske ikke den ideelle partner til den ambitiøse lydighedsperson.
Vi arbejder tæt sammen med interesserede familier for at få den helt rigtige match så den nye hvalp kan blive et aktivt og skattet familiemedlem de næste 10-12 år.  Som regel  giver hvalpetesten ved 7 uger de sidste oplysninger om de enkelte hvalpes egenskaber og fordelingen sker herefter.
At købe hund er en tillidssag mellem køber og opdrætter og kan ikke ligestilles med at køb af et køleskab eller en ny bil – selvom købeloven også gælder her!
“Kemien” skal være iorden og der skal være mulighed for at henvende sig senere, hvis man har spørgsmål eller problemer.
Hvad følger der med ?
ALLE Ridgeback opdrættere som står på klubbens hvalpeliste skal skrive under på Ridgebackklubbens etiske regler og er forpligtigede til at følge dem og samt selvfølgeligt DKK’s etiske regler og generelle stambogsføringsregler
Her kræves det :
  • at hvalpen har DKK stambog
  • er tatoveret/chip’et
  • Har en sinus attest (ellers kan den ikke få stambog)
  • Sundhedsattest fra dyrlæge
  • Skal være ormebehandlede
  • og at opdrætteren skal give råd og vejledning i hele hvalpens levetid
Herudover giver vi, som de fleste opdrættere i RRK:
  • Grundig socialisering – tidlig socialisering er et must for en god Ridgeback
  • medlemskab af Ridgeback klubben i resten af kalenderåret
  • Hvalpementaltest efter internationale retningslinjer – se http://www.lewanika.dk/?page_id=287 eller på engelsk: http://www.workingdogs.com/testing_volhard.htm
  • + i småtings afdelingen: lækker hvalpe pakke fra Essentials Food & en mappe med billeder fra hvalpens første 8 uger og artikler om træning og adfærd.
  • Bogen om Ridgebacken
  • To års garanti for medfødte sygdomme
  • Livslang support – er der problemer er vi aldrig længere væk end en email eller en opringning
Hvad betyder opdrætter mærket?
Det lille røde mærkat “har gennemgået DKK’s opdrætter uddannelse” betyder at opdrætteren har deltaget i et kursus udbudt af DKK, som giver en introduktion til vigtige emner såsom Genetik, Jura, adfærd & sundhed. Og at kennelen er blevet godkendt af en af DKK’s kennelinspektører. Igen – der findes gode opdrættere som selv har sat sig grundigt ind i emnerne – ligesom der sikkert findes folk der har sovet sig igennem hele kurset 🙂 , men alligevel mener jeg at det lille mærkat betyder en del for opdrætterens seriøsitet og vilje til at sætte sig ind i nye regler og tiltag. Det betyder dog ikke at hvalpekøberen skal glemme at stille alle de rigtige spørgsmål : om forældre, søskende og tidligere kuld, om hanhundens hvalpe i andre kuld og meget mere. Hvalpekøberne har også et ansvar for at finde netop den hvalp, af de forældre og hos den opdrætter som passer til dem.