DM eller Canine degenerative myelopati

 Hvad er Canine Degenerative Myelopati (DM)?

Er en langsomt fremadskridende, neurologisk sygdom der medfører  ødelæggelse af myelin (nerve kappen) i rygmarven.  Sygdommen medfører bevægelsesforstyrrelser – ramte hunde udvikler gradvis ukoordinerede bevægelser i bagparten, og fører over tid til lammelse, den er ikke smertefuld og udvikler sig hos de racer hvori den er mest kendt fra 7-8 års alderen.

I øjeblikket har vi meget få kliniske data om DM syge Ridgebacks. . I USA er der ifølge RRCUS (den amerikanskre RR klub) sundhedsundersøgelse i fem års perioden fra 1986 til 1991, ni dokumenterede  tilfælde – en relativt lav forekomst når man ser på den samlede population af Ridgebacks i USA. I perioden 2005 og 2006 blev fire tilfælde bekræftet. Men RRCUS påpeger også at diagnosen af denne sygdom er ikke let, og der er derfor formentlig flere hunde lider under DM.

Forskning i sygdommen

Der finden en DNA test for DM, et amerikansk-svensk forskerteam for nyligt har fundet ud af at hunde (Welsh Corgi) med en mutation af SOD1 genet på begge alleler i DNA’et  har en større sandsynlighed for at udvikle sygdommen. Dog mener de, at der hos andre racer f.eks. Howavart også kræves andre gener før sygdommen udvikles.

 

Dette betyder at selvom genet SOD1 er en risikofaktor, er det ikke det gen alene der fører til sygdommens udbrud!

Ifølge professor Tosso Leeb, som forsker i sygdommen på Institut for Genetik i Bern (i samarbejde med Uppsala Universitet), kan man antage, at dette også gælder for Rhodesian Ridgeback og han mener at modifikater genet bør findes før man går videre.

Faktisk er udviklingen af den diagnostiske procedure stoppet og  arbejdskraft og donationer af penge bruges nu til at indsamle blodprøver. Prof. Leeb har pt omkring 20 blodprøver fra diagnosticerede DM hunde, men han skal minimum bruge omkring 50 .  Han vil også gerne have Rhodesian Ridgeback med i undersøgelsen, og har derfor brug for blodprøver fra ramte hunde med en klar DM diagnose.  Der er så vidt vides ikke diagnosticeret Rhodesian Ridgebacks med DM i Europa, de få sikkert diagnosticerede RR’s i USA har alle været ældre hunde (over ni år ofte en hel del ældre) og da diagnosen er mere et spørgsmål om at udelukke andre sygdomme er den langt fra simpel og der kan være flere fejldiagnosticerede hunde.

I tvivlstilfælde er der dog også mulighed for at DNA teste for mutation af SOD1 genet.

 

Lidt om genetikken :

Her er en kort forklaring af de tre genotyper (Kilde: Laboklin):

Genotype N / N – homozygot [homozygote] sundt

Denne hund er ikke bærer mutationen, og har en ekstremt lav risiko for at få

Genotype N / DM – heterozygot [heterozygot] bærer

Denne hund bærer en kopi af det muterede gen. Den har en ekstremt lavt risiko for at få DM, men kan give mutationen til ca 50% af sit afkom. Sådan en hund bør kun parres med en DM mutationen-fri hund

Genotype DM / DM – homozygot (risiko) [homozygote]

Denne hund bærer to kopier af det muterede gen, og har en ekstremt høj risiko for at udvikle DM. Den vil give mutationen til alle sine afkom og bør kun parres til en ”fri” hund

 

Amerikansk Undersøgelse

OFA (Orthopedic Foundation for Animals) foretager i øjeblikket en større undersøgelse om udbredelsen af DM, indtil videre er 1425 Ridgebacks blevet DNA testet, og racen er derfor den mest undersøgte af alle racer.

 

Antalundersøgte hunde fri bærer risiko
Ridgebacks 1425 53% 40% 7%
Chesapeake Bay Retriever 1045 46% 43% 12%
Pembroke Corgi 1017 8% 39% 52%
Boxer 1016 43% 39% 18%
Schæfere 808 50% 30% 20%

 

 

DNA testen er kun for mutationen af SOD1 genet og der er ingen oplysninger om nogen af hundene er diagnosticerede. Dog har denne undersøgelse allerede haft en stor indflydelse på Ridgeback avlen i USA, ikke alene har enkelte opdrættere valgt at trække deres hunde ud af avlen efter de er blevet identificeret som bærere, hvilket er stik imod OFAs anbefalinger der blot går ud på at man bør tage hensyn til det i avlen (dvs at bærer skal parres med fri). Hvis alle bærere udelukkes fra avlen vil vi miste 40% af vores gen materiale med et slag. Og hvad så med den næste test? Og den næste?

Med de efterhånden mange, mere eller mindre relevante, gentests der er tilgængelige kan vi som opdrættere meget let gå hen og miste den genetiske mangfoldighed  som vi har arbejdet så mange år på at udbygge.

Bør man så overhovedet teste sine avlsdyr? Tjohh, Det er vigtigere end nogensinde at vide om der ”er” noget i linjerne: hvis f.eks. din hunds bedstefar er blevet diagnosticeret med DM – eller, har givet hunde med DM, eller evt. er i risiko gruppen, jo så er det en god ide at teste. Og hvis det så viser sig at hunden er bærer skal man selvfølgeligt sørge for at dens avlspartner ikke er.