Spring til indhold

Historie – de Afrikanske rødder

Ridgebackens historie – en historie om det sydlige Afrikas

Racens historie er vigtig da den giver en nøgle til nogle af de unikke egenskaber der er Ridgebackens, dens versalitet, styrke og intelligens

Ridgebackens rejse fra Cape Town i syd til Rhodesia i Nord

Ridgebackens historie er uløseligt forbundet med den hvide mands fremdrift i det sydlige Afrikas historie, en historie med vilde krigere, nybyggere og storvildtsjægere i den rigeste, smukkeste og farligste natur mennesket har udforsket. En natur hvor kun de stærkeste overlevede og hvor mennesket i ligeså høj grad var afhængig af hunden, som hunden af mennesket.
I 1650’erne, da de første europæere ankom til det allersydligste Afrika – det der nu er Cape Town – blev de mødt af Hottentotterne eller Khoikhoi, som folket kaldte sig selv – og deres hunde. Europæerne beskrev hundene som „en grim skabning med krop som en sjakal og med hår på ryggen, som vender fremad, men det er et trofast og arbejdsvilligt dyr“ (Theal). I 1719 skrev Kolben: „Der er også en anden tam hund, som har været i landet fra begyndelsen, og som Hottentotterne anvender til jagt og beskyttelse. Europæerne bruger også denne hund, som har et lille hoved og gode muskler. Pelsen er askegrå, og ørerne er opretstående og skarpe. – Ellers har de meget til fælles med andre hunde. De er særdeles trofaste, når deres herrer er i fare for løver, leoparder,), og hyæn er m.m., og derfor er de værdsatte og eftertragtede af både europæere og Hottentotter“.
Det menes, at de ridgede Khoikhoi-hunde sandsynligvis var beslægtede med de egyptiske hunde, som ligger til grund for de moderne mynder. De indeholdt næsten helt sikkert også gener fra den asiatiske pariah-hund. De nyankomne Europæere opdagede hurtigt de lokale hundes hundens jagtinstinkter og beskyttelsestrang og at fandt ud af at blandinger med lokale hunde overlevede langt bedre under de barske Afrikanske forhold end de utilpassede importerede hunde. I de tidligste år er der mange referencer til blandinger med Greyhounds, og der er ingen tvivl om at den spiller en stor rolle i skabelsen af den moderne Ridgeback.

[pe2-image src=”https://lh5.ggpht.com/-vOXZKHrF6wo/TxceFEwtaMI/AAAAAAAALUg/hcT1Q4Zqhb8/s144-c-o/DSC_4732.JPG” href=”https://picasaweb.google.com/106297988220690620957/RRSSA?authkey=Gv1sRgCKfr__O5o46FyQE#5699056925986875586″ caption=”” type=”image” alt=”DSC_4732.JPG” ]

Skabt til hårdt arbejde
Formålet med denne krydsavl var at kombinere den ridgede hunds mod, jagtinstinkt og beskyttelseseffekt med de mere raffinerede og specialiserede egenskaber hos de europæiske racer. Efterhånden som farmene og vingårdene flyttede ud i Cape-området blev hundene i flok anvendt til jagt og beskyttelse, og de kunne skræmme, opspore og lejlighedsvist dræbe indtrængende løver, leoparder, vildhunde, sjakaler, hyæner, bavianer samt beskytte med uvelkomne tobenede „gæster“. Disse hunde skulle udføre deres arbejde med et minimalt forbrug af føde, vand og veterinært tilsyn. De arbejdede under ekstreme temperaturforhold, mellem -5 og +35 grader C, på ujævnt og stenet terræn, nogle steder dækket af tornet krat, som var beboet af giftslanger, parasitter og giftige insekter. Ingen hund kunne overleve uden at være intelligent, robust, udholdende og i særdeles god form.
De store folkevandringer
De første Europæere der ankom i 1600 tallet var hovedsageligt af hollandsk afstamning, og forblev i høj grad i den frugtbare Cape provins, hvor de levede i nogenlunde fredelig sameksistens med de få Afrikanske stammer i området. Disse emigranter så sig selv som Afrikanere og havde meget lidt kontakt tilbage til Europa, deres sprog og levevis mindede meget om deres hollandske forfædres. De kaldte sig selv for Boere – dem der bor her.
Men i begyndelsen af det 19- århundrede begyndte der at ske noget: fra syd kom nye indvandrere med skib fra det voksende engelske imperium og deres ankomst pressede Boerne nordpå til områder hvor de kunne praktisere deres religion og levevis uden indflydelse fra de kulturelt meget anderledes englændere.

Under dette „ trek“ i 1830’erne ændredes boernes anvendelse af hunde. I stedet for at patruljere på farme med faste grænser blev hundene vognhunde. De fulgte deres herrers oksekærrer i 25-40 km om dagen, mens de beskyttede trækokser og flokke af heste, kvæg, får og geder mod angreb. Hundene spillede også en afgørende rolle, når der skulle skaffes frisk føde. Boerne har ikke efterladt meget om deres brug af hundene, men heldigvis er dette beskrevet af de mange missionærer (heriblandt Livingstone) og opdagelsesrejsende, som besøgte Sydafrika i de efterfølgende år:

Storvildsjægeren R.G. Cumming, samlede skind og hoveder af næsten enhver art syd for Limpopo i det der i dag er den nordlige del af Sydafrika. Hvert år var han nødt til at tilføje nye hunde til sit kobbel, da mange døde af strabadserne. Over de fem år, han var i felten, brugte han omkring 80 hunde og mistede ca. 70 af forskellige grunde. Adskillige blev dræbt af løver og leoparder og andre af krokodiller, bøfler og store antiloper. Kun en døde af sygdom – hundesyge. Selvom mange mødte en voldelig død var de temmelig vel kontrollerede. De blev oftest bundet til vognene og blev holdt i snor, mens vildtet blev sporet for så at blive sluppet fri af de afrikanske bærere for at forhindre vildtet i at forsvinde.
Hundekoblerne blev brugt til at jage elefanter, næsehorn, bøfler og det meste andet større vildt. De var nyttige, for de kunne følge et spor foran en mand til hest og genere og gø af vildtet, til jægeren kom. De kunne distrahere angribende vildt mens deres herre fik tid til at genlade forladeren, og i lejren kunne de holde ådselsæderne som sjakaler og gribbe væk fra kød og trofæer.
De hjalp med at redde menneskeliv mere end én gang og nat efter nat holdt de rovdyr væk fra lejren, dag efter dag travede de ved siden af vognen eller deres beredne herre.
I det lange græs ville de springe højt op i luften på deres bagben for at verificere med øjnene, hvad deres ører og næser havde fortalt dem: At en bøffel eller en løve gemte sig tæt på – en karakteristisk jagtteknik kaldet ”pronking” som også ses hos den moderne Ridgeback.
Mens englændernes ankomst pressede Boerne mod nord og de selv drog dybere og dybere ind i kontinentet, var Zulu folket længere nordpå vokset betragteligt og i 1820’erne og 30’erne kæmpede Zulu stammerne blodigt indbyrdes. Disse krige drev en flok Ndebele krigere, ledet af den berømte høvding Mzilikaza, til landet nord for Limpopofloden (det nuværende Zimbabwe), som de kaldte Matabeleland. Dette land var rigt på vildt og mineraler og snart ønskede hvide missionærer og opdagelsesrejsende også adgang – dette var dog ikke nemt at opnå da den eneste adgang, sikker for malaria og sovesyge, var gennem det smalle stærkt bevogtede Mangwe Pas og besøgende måtte ofte campere i månedsvis ved indgangen for at vente på kong Mzilikaza’s tilladelse.

Selous, a gentleman’s portrait on African safari, with two shot Kori bustards and his Farquharson rifle. 1890s.

Mzilikaza’s søn, Lobengula tillod langt flere hvide i sit land, og allerede i 1872 kom to bemærkelsesværdige unge mennesker til Matabele land: Frederick Courtney Selous og Cornelius van Rooyen. De var vidt forskellige: Selous, på 21 år kom lige fra England, han var rig og veluddannet, van Rooyen var tolv år, af boer slægt, fattig og uden boglig lærdom men allerede i stand til at styre et spand okser og følge et spor. De blev gode venner og har sammen og hver for sig gjort meget for Ridgebacken, Selous ved at beskrive den i sine levende jagtberetninger og van Rooyen ved omhyggeligt avlsarbejde og afprøvning i felten.
I 1871 var en ny missionsstation blevet grundlagt: Hope Fountain, 8 km fra Bulaweyo Lobengulas kongelige by eller ”kraal”,og i 1875 ankom missionærparret Helms hertil med deres 2 ridgede hunde Lorna og Powder. Dette var de hunde van Rooyen senere brugte til at grundlægge sit berømte løvehundekobbel med.
Matabeleland var på det tidspunkt et vildt land, tyndt befolket og med en rigdom af vildt som nu sjældent sås syd for Limpopo, Jægerne, hvide som sorte, jagede for mad og trofæer og ikke to jægere brugte sine hunde på samme måde. I 1879 vides det, at den nu 19årige van Rooyen værdsatte de ridgede hunde højest, hvor de fleste andre hunde stak af ved lugten af en løve, virkede det som om hundene med ridge havde mod nok og fornuft nok til at ”holde” løven uden at komme for tæt på de dødsensfarlige kløer. Hundene skulle være alsidige, den specialisering der fandt sted i Europa med specifikke racer til forskellige formål var det ikke råd til i Afrika, hvor hunden skulle kunne klare alle opgaver fra forsvar af husdyr, mennesker, vogne og ejendele og alskens jagt til hyrdning af kvæget og holde jægeren varm i de frysende kolde nætter samt være legekammerat for børnene.
En af storvildtsjægerne kommenterer: “Jeg tror ikke det ville have været muligt, undtagen med et stort antal bevæbnede mænd og ild, at kunne holde okserne sikre uden hunde. Når hundevagterne var på plads og ilden tændt kunne man roligt sove.”
Til tider blev det forventet, at de kunne fange deres egen mad, eller leve af affaldet fra jagten, til andre tider blev der jaget specielt for hundene.
Ved vognene døsede de i skyggen og støvet, indtil de fik færten af en to- eller firbenet besøgende, som blev modtaget af det larmende kobbel. Hvis en ubuden gæst kom ind i lejren om

natten, blev den angrebet af snerrende hylende hunde indtil den flygtede eller jægeren skød den – dvs. hvis det ikke var en løve. I så tilfælde flygtede de fleste hunde i rædsel, kun få turde angribe. Hunde der vovede sig uden for indhegningen om natten holdt ikke længe. De fleste iagttagere var enige om at hundene var allermest værdifulde om natten, når menneskene ikke kunne se og okserne var mest udsatte for løveangreb. Dette problem var ens for sorte som hvide – truslen fra dyrenes konge var den samme for alle.
Hundene løb efter vogntoget – altid parate til at jage vildt de måtte møde på vejen, ofte forsvandt de i timevis ud i bushen for at komme tilbage med blodige kæber – og nogen kom aldrig tilbage.
Når man mødte andre vogntog, kom til indfødte landsbyer, til kongens Kraal eller Mangwe Pas der stadig var flaskehalsen for adgang til Matabeleland, blev der udkæmpet mange kampe mellem hundene om dominans, hvis menneskene besluttede sig til at slå lejr sammen, blev et nyt hierarki dannet og nye tæver blev kæmpet over og parret med. Der er ingen tvivl om, at mange af vores moderne Ridgebacks aner skyldes sådan et møde.
Aldrig i tamhundens historie er hunden blevet bedt om at udføre farligere opgaver under vanskeligere forhold. Disse forfædre til den moderne Ridgeback var for kun godt 100 år siden, hårde, hårde, hårde – eller de overlevede ikke. Ikke alene skulle de overleve “normale” sygdomme som hundesyge og til tider rabies. De skulle overleve den mest varierede og dødelige flora og fauna, hunde nogensinde er blevet udsat for.
Krokodiller var måske de mest almindelige dræbere. De skjulte sig i det mudrede vand langs flodbredderne, og når de tørstige hunde løb ned til floden efter en lang dags vandring eller jagt, var de let bytte, og kun hunde der kunne vente overlevede. Mange moderne Ridgebacks har stadig en sund respekt for vand og går ikke frivilligt ud i det.
Leoparden var en anden fjende, den kunne fuldstændigt lydløst bevæge sig i lejren om natten og bære en træt hund væk. Dog kunne de største og stærkeste hunde tage kampen op mod en leopard og selv i moderne tider er der historier om Ridgebacks der egenhændigt har dræbt en (gammel og syg) leopard.
Van Rooyen mistede en af sine hunde, sandsynligvis en af de højt værdsatte ridgede hunde, til en sabelantilope i december 1885. På vej ud af Mashona land med sin gode ven Selous jagede deres kombinerede hundeflok en sabelantilope som Van Rooyen havde såret. Da de to mænd nåede hen til stedet, hvor hundene holdt dyret, lå der fire hunde døde og fire mere var hårdt sårede. Ifølge Selous var den ene af de døde hunde: “en slags bastard Deerhound” som “van Rooyen ikke ville have skilt sig af med for nogen pris”.
Faktisk blev både Sabelantilope og Gemsbok i flere tilfælde noteret for at have dræbt løver, så hundene skulle ikke alene kunne klare sig mod løver men også mod “løvedræbere”.
Der er blevet skrevet om utallige løvejagter med hunde, Selous beskriver, at hans bastarder til forskel fra van Rooyens altid stak af fra løverne – hunde, som han andetsteds berømmer for deres mod på andet vildt. Han arbejdede som regel med kobbeler på ca. 20 hunde, men kun tre bliver nævnt igen og igen. Deres navne var Blucherm, Punch og Ruby.
Bortset fra storvildtet, vrimlede det med slanger som kobra, mamba og boomslange. Tsetse fluens sovesyge dræbte alt : hunde, heste, okser og mennesker. Parasitter satte modstandskraften ned og som om det ikke var nok var selve naturen hård: jorden var brændt stenhård af solen og med mange klipper, den mest almindelige vegetation var tjørnebuske hvis cm lange torne med lethed kunne gennemtrænge pels og poter. Burrer og andet satte sig i en lang pels og filtrede den sammen til en næsten uigennemtrængelig loppebefængt masse.
Den hund der klarede sig i dette miljø skulle have kort pels, faste poter og skulle være bygget til at løbe langt i brændende hede uden meget vand eller mad.
Hvilke racer bestod disse hunde af?
Greyhounden den race der bliver nævnt tidligst. De mange referencer, der er til Greyhounden på mange forskellige tidspunkter og mange steder i det sydlige Afrika, gør at vi må gå ud fra, at deres slanke, hurtige og smidige kroppe, med den korte tætte pels, var den mest effektive for den afrikanske jagthund, men at mere kraftfulde kæber, mere substantielle hoveder og stærkere forkroppe, samt et mere vagtsomt temperament var nødvendigt. Men gennem de første 200 år af europæernes tilstedeværelse i det sydlige Afrika var det udelukkende loven om overlevelse af de bedst egnede der skabte racen.
Først med den stigende kolonisering og de økonomiske muligheder storvildtsjagten betød blev avls arbejde mere fokuseret. Van Rooyens første hunde, de ridgede Helms hunde, har sandsynligvis været blandinger af de originale Khoikhoi hunde samt Mynder og Bulldogs, de var ret store og modige, men manglede lugtesans og fart, og jagede mest på synet. Ret tidligt blev Scottish Deerhound blandet i for størrelse og fart og snart efter kom Pointeren med sin gode lugtesans.
Dette var dog ikke helt nok og Van Rooyen prøvede at iblande både Irsk terrier og Airedale terrier. Men heller ikke dette tilfredsstillede ham og Collie blev blandet ind. Dette gav hvad han ønskede : ridgede hunde med mod, fart, udholdenhed, lugtesans, smidighed, klogskab og et instinktivt had og respekt for løver. Disse Collie kryds kunne “gå et koldt spor…..løbe som vinden, og til deres forfædres naturlige intelligens var tilføjet evnen til indkredse græssende dyr”. De bibeholdt Hottentot (Khoikhoi) hundens instinkt for at jage sammen i en lydløs flok”
Det vigtigt at have i mente, at Van Rooyens avls kriterium var simpelt: en god hund var en der overlevede; en dårlig, døde. Enkelte af de gode stod ud for deres had til løver og deres mod på at jage dem, samt deres fart, udholdenhed og klogskab i at holde dem. Stort set producerede Khoikhoi hundene både ridger og hadet til løver. Præstation kom først i Van Rooyens avlsprogram – udseendet, undtagen hvor det influerede på præstationen, var ikke vigtigt.
Fordele og ulemper hos de hunde, Van Rooyen brugte til at skabe sine “lion dogs”.
et af de første billeder fra Cape kolonienKhoikhoi hundene gav ridger og lysten til at jage løver. Bortset fra det kendes der ikke meget til dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bulldoggen gav substans og bidekraft. Uheldigvis gav den også egenskaber som nutidens avlere stadigt prøver at eliminere: korte snuder, manglende højde, blød ryglinje, bred brystkasse, knækhale og stejle vinkler bag.

 

 

 

 
pointer-1-by-maud-earlPointeren introducerede god lugtesans, nedfaldende ører, brune snuder, generel god kropstype, symmetri og bevægelse. Negativt var for meget hvidt, mangel på højde og måske en større interesse for fugle end for løver.

 

 

 

 

 

 

 

Irsk terrier ca 1880Den Irske Terrier gav en ideel farve til camouflage, stædighed og bidekraft. Derimod var dens mangel på størrelse, ruhårede pels, korte overarm og overmodighed absolut negative egenskaber.
Det samme gjaldt for Airedale terrieren som dog var lidt større.

 

 

 

 

 

 

Collien gav god kropstype, fart, udholdenhed, smidighed og hyrde egenskaber. Negativt var, som hos terrierne, dens grove pels og halv rejste ører.

Collie ca 1915

Scottish Deerhound 1916

Deerhounden gav de samme yderst ønskværdige egenskaber som Greyhounden plus ekstra størrelse. Igen var negativerne for spinkel snude, halvrejste ører og grov pels.

Disse otte racer, plus hvad der ellers var i det efterhånden fuldt koloniserede Matabeleland, dannede grundlaget for Van Rooyens “lion dogs” senere Rhodesian Ridgebacken. Racen er i usædvanlig grad produkt af den Afrikanske natur og de livsbetingelser det gav for både mennesker og dyr.

 

 

Rhodesian Ridgeback som race
I den første del af det 20 århundrede var Matabeleland blevet koloniseret og sammen med nabolandet Mashonaland blevet underlagt den britiske krone som koloni under navnet Rhodesia (senere Southern Rhodesia, nu Zimbabwe). Bulaweyo var en middelstor by i rivende udvikling og de mange nye settlere på de omkringliggende gårde havde alle brug for gode, sunde alsidige hunde til vagt og jagt. Van Rooyens Lion dogs, som de blev kaldt, var højt estimerede.
I 1922 var området så udbygget at man havde oprettet en kennel klub og afholdt hundeudstillinger, og ”lion dog” enthusiast Mr F.R. Barnes mente det var på tide at få formuleret en standard for Van Rooyens’ lion dogs og få dem racegodkendt af den Syd Afrikanske Kennel Union. Han skrev rundt og inviterede ejerne til at fremstille deres hunde.
Over 20 hunde deltog i denne racegodkendelse dag og en deltager skriver: Disse hunde var af alle typer og størrelser, fra hvad der minder om en lille Grand Danois til en Bull terrier – alle farver var repræsenteret, de fleste var dog røde eller tiger stribede. Ud fra denne blandede flok blev standarden til : en hund havde hvad man ansete for en korrekt krop, en anden perfekt hoved og hals, en tredje gode benstammer og fødder – alt i alt blev 5 forskellige hunde brugt til at beskrive hvordan den ideelle hund skulle se ud.
Et par dage senere havde Mr Barnes formuleret en standard for ”Rhodesian Ridgeback” bygget på Dalmatiner standarden og det er denne standard med modifikationer vi bruger i dag. En af de større ændringer er pelsfarve, i den oprindelige standard er tigerstribet tilladt samt maximum størrelsen for hanner var 71 cm og ikke som nu 69 cm mens maximum vægten var som nu 36 kg for hanner. Se den originale standard her

Ved denne lejlighed blev også “the Rhodesian Ridgeback Parent Club” oprettet.  Hvis du er interesseret i et mere nutidigt møde med det omtalte område så var jeg i 1997, da “the Parent Club” fyldte 75 år på en “historical tour” arrangeret af Linda Costa, Kennel Sarula i Zimbabwe. Det var en uforglemmelig oplevelse og billeder etc kan ses her

Francis Barnes registrerede de første hunde den 16. Marts 1929 – blandt dem var Eskdale Dingo, som i dag findes langt tilbage i alle stamtavler.

Racen var hurtigt udbredt over hele det sydlige Afrika og mange dygtige og passionerede opdrættere arbejdede for at få racen etableret. Fra Afrika spredtes Rhodesian Ridgebacks over hele verden, først til England i 1932 og senere efter 2. Verdenskrig til resten af verden.
De første to Ridgebacks blev importeret til Danmark fra England i 1969. De hed Wawa of Owlsmoor og Zumbo Zimbawa.. Flere hunde blev importeret i 70’erne,især fra England men også fra Afrika – men der er endnu ikke mange Ridgebacks i Danmark, f.eks viste udstillingskataloger fra 70’erne 8-10 ridgebacks pr udstilling.
Men også herhjemme vokser racen støt, flere kenneler kommer til og i 1982 blev Rhodesian Ridgeback klubben etableret. Siden begyndelsen af 90’erne har vi haft i gennemsnit 80 registreringer om året fluktuerende mellem 120 i 1995 og 34 i 2001, og Rhodesian Ridgebacks er nu kendte både i udstillingsringen og på træningspladsen.